You are here

Udstillinger

  • Cecilie Witthøft udstiller på Roskilde Rådhus

  • Katja Bjergby udstiller på rådhuset

    Katja Bjergby udstiller på rådhuset fra 2. februar til 6. april

  • Bodil Brask

Fra provokunst til pileflet - se omtalen af skiftende udstillinger på rådhuset

Kunstforeningen har holdt fernisering med Cecilie Witthøft den 3. oktober 2018. Udstillingen løber til 29. november. Der er fernisering i foyeren den 3. oktober kl. 15.30, hvor kunsteren fortæller lidt om sin kunst og udlodder et par mindre værker. 

Lidt om Cecilie Witthøft
Jeg anvender akrylfarve, oliefarve, kridt, molotow, shellak, bladguld, papirgenbrug og blonder. Kollage og mixed media på hørlærred.
Med billederne ønsker jeg at drage beskueren ind i et univers af farver, former og symboler.
 
Inspiration 
Inspirationen får jeg fra mine omgivelser, naturen, storbylivet og kærligheden. Jeg er fascineret af graffiti og vægmalerier, tegn og symboler. 
 
Udtryk 
Min intention er at videregive stærke og livsbekræftende budskaber, som man kan gå på opdagelse i.
Ord, tal og tekster medvirker til at forstærke udtrykket.

Tidligere udstillinger

  • Gunhild Rasmussen - 8. august til 27. september

    Kunstforeningen har holdt fernisering med billedkunstneren Gunhild Rasmussen den 8. august 2018. Udstillingen løber til 27. september.

    Lidt om Gunhild Rasmussen
    I det smukke Hornsherred bor og arbejder Gunhild – i sit atelier og galleri – og på bryggeriet Hornbeer. Ofte kan  der dufte godt  af malt og humle. Øl er jo godt for meget, og helt sikkert også for inspirationen til at male.

    Det mest livsbekræftende, der findes, er samvær med gode og glade mennesker, oplevelser i naturen, fysisk udfoldelse, der gør dig høj, et godt grin, et knus fra en god ven, en skøn solnedgang... 

    Gunhild forsøger i sine billeder at give et glimt af disse øjeblikke, og legen med farver og lys sender ofte fantasien på himmelfart. Processen er en fantastisk oplevelse, som afspejles i billederne og giver andre en oplevelse, en følelse eller en stemning. 

    Gunhilds malerier udtrykker livsglæde, masser af glade og dejlige farver, smil og følelser, smukke kvinder og menneskelige relationer.

  • Flemming Stensballe 17. april - 2018

    Billedkunster Flemming Stensballe udstiller i receptionen på Roskilde Rådhus fra 17. april til 14. juni 2018 begge dage inkl. Der er adgang i rådhusets åbningstid.

    Fernisering tirsdag den 17. april 2018 kl. 15.30, hvor Flemming vil fortælle lidt om sin kunst. For de fremmødte er der mulighed for at være med i en lodtrækning over et tryk, som Flemming har udloddet. Kunstforeningen er vært ved et glas vin og lidt snacks.

    Kort om Flemming Stenballe og hans billeder:
    "Jeg har arbejdet som full time kunstner siden 1990. Jeg er selvlært og oprindeligt uddannet indenfor shipping. Det er især Cobra kunstnernes farverige og eventyrlige matestil, der fik sat mig i gang som billedkunstner. Nogle af de helt store som fx Miro og Alichinsky har haft afgørende indflydelse på min malestil. 
    Efter en lang og omsiggribende frigørelsesfase, står jeg i dag med et udtryk, hvor jeg kombinerer inspiration fra fortiden med indtryk fra nutiden og indarbejder begge dele i min personlige stil. Jeg holder stadig fast på den spontane/abstrakte malestil. Det passer godt til mit temperament, hvor input afføder output. Lærredet, den hvide flade, er scenen, hvor slaget skal stå. Maleprocessen med farver, pensler og spartler betragter jeg som en kamp, hvor den ene side af mig og den anden side er det, som efterhånden viser sig på det bearbejdede lærred. Kampen skal hver gang vindes, før jeg kan gå videre til noget nyt. Jeg søger hele tiden at overskride mine egen grænser for at kunne mere end sidst. Selv med gode vaner kan man altid forbedre sine ydelser og for mig er udvikling meget vigtigt for at bevare engagementet.
    Udover mine malerier arbejder jeg også med collager og objekter/skulpturer. Objekterne er en forlængelse af processen med at male. De er fremstillet af kasserede ting, der er blevet bearbejdet og derefter har fået nyt liv. De bærer fortiden, nutiden og fremtiden i sig."

    Læs mere på www.flemmingstensballe.dk

  • Helge Nordstrøm - 8. februar til 10. april 2018

    Helge Nordstrøm udstiller fra den 8. februar - 10. april 2018 i receptionen på Roskilde Rådhus.

    Fernisering er 8. februar kl. 17, hvor Helge vil fortælle lidt om sin kunst og kunstforeningen er vært ved et glas vin og lidt snacks. Der er mulighed for at være med i lodtræning af et af Helges tryk. 

    Helge Nordstrøms baggrund fortoner sig i 80érnes eksperimenterende musik, -og teaterscene, hvor forskellige visuelle og auditive udtryk, blev udforsket.
    Arbejdet fik form i nogle af tidens danske og internationale teatergrupper. Han har, udover sit teaterarbejde, en fortid som klassisk sanger i kammer,-og kirkekor, samt en BA med speciale i billedpædagogik. Denne baggrund har udviklet en kunstner, der arbejder på tværs af mange udtryksmuligheder med en stor ekspressiv nysgerrighed og erfaring. Det afspejler sig farverigt i hans malerier, der er båret af det fabulerende, improvisationen og den alvorlige, men humoristiske leg.

    Helge Nordstrøm er tilknyttet Galleri Brænderigården og Strand-galleriet. Udstillinger bliver ofte garneret med tilrettelagte happenings og performances, i form af musiske, maleriske og lyriske indslag fra kunstnerens egen hånd.

    Han har gennem årene udført mange udsmykninger for offentlige institutioner, erhvervsvirksomheder og private. Sideløbende har kunstneren i en lang årrække, solgt og præsenteret sit arbejde gennem en bred vifte af udstillingssteder og kunstsammenhænge over hele landet.

    Helge Nordstrøms  atelier og galleri ligger naturskønt på Skjoldungestien i Nationalparken ved Lejre vest for Roskilde. 

    Her har han indrettet sig med alle de elementer af sit liv, hvorfra et væld af malerier, musiske blandformer, historier og billeder tager form. Nyeste tiltag er en gryende skulpturpark.

    For som kunstneren siger; -Jeg vil gerne finde de steder, hvor noget nyt og uventet opstår!

  • Udstillinger i 2017

    • Karen Margrethe Johnsen (efterår/vinter 2017)

    Karen Margrethe beskriver sig selv på denne måde: "Jeg er autodidakt billedkunstner og har arbejdet som sådan siden slutningen af 80erne. Jeg arbejder med akrylfarver på lærred og papir. Papirbillederne bliver i et vist omfang brugt til collager.
    Senest har jeg lavet en række tekstilcollager. Et stykke genbrugsstof bliver farvet, bleget, revet, klippet, limet og syet mm. Flere af den kan ses på udstillingen.Jeg har desuden deltaget i flere censurerede udstillinger."

    • Bodil Brask (sensommer/efterår 2017)

    "At lave billeder, at male billeder er den del af mit liv, hvor jeg svæver over vandene, slipper fornuften og regelretheden og korrektheden. Og føler mig glad. Jeg er inspireret af farver og især af mennesker, jeg har mødt i mit liv: I mit lange psykiatri liv, hvor jeg har arbejdet med de dejligste, men mest forpinte mennesker, i mit private live med en skøn og nær familie og med mine gode venner. Har malet og tegnet siden jeg var helt lille, men i mit voksenliv har der været lange, lange pauser grundet familieliv og krævende, men spændende og engageret arbejdsliv. 

    Nu har jeg for alvor været på banen i mange sammenhængende år som billedmager. Talrige udstillinger over hele landet, workshops, malerkurser, malerferier og kunstnerisk samvær med andre. Blandt andet er jeg aktiv i kunstnergruppen "Solsikken", der har hjemme i Roskilde.

    Min mission er at nå ud til såkaldt almindelige mennesker, ofte mennesker, der måske aldrig har haft et "rigtigt" maleri i deres hjem. At se deres glæde og den fine respons jeg får, gør mig rigtig glad og jeg får lyst til at male mere.... og mere... og forhåbentlig bedre og bedre..." / Bodil Brask

    • CROSS NATIONER, KULTURER OG RELIGIONER (sommer 2017)

    10 unge uledsagede flygtningebørn viser sammen med andre unge, hvad der er i deres tanker. Værkerne er skabt i et samarbejde med den internationalt anerkendte kunstner, Mazen Alfeel, der er i Danmark som flygtning fra Syrien. Mazel Alfeel viser egne værker i samme udstillingsperiode. Der er tale om 10 unge fra Eritrea, Iran. Afghanistan og Syrien. De alle er kommet til Roskilde som børn og er flygtet alene uden deres forældre. De er i alderen 13 til 19 år og har været i Roskilde fra få måneder til flere år. Der deltog en enkelt dansk dreng i projektet, som er plejebror til en af de unge flygtninge. 

    Målet med kunstprojektet var gennem det skabende at give de unge en ny udtryksmåde. Der blev også arbejdet med at skabe et værk gennem samarbejdet på tværs af nationer, kulturer og religion. Der er 5 nationer, 5 sprog, 5 kulturer og 3 religioner repræsenteret. Det samlede værk skal ses som et indslag i debatten om integration og spørgsmålet om, vi kan leve cross nationer, - sprog, - kulturer og - religioner. Processen blev støttet af den syriske kunstner Mazen AlFeel, der selv er i Danmark som flygtning. mazenalfeel.com/about

    • Alison Michell (forår 2017)

    Alison Michell bor i en lille landsby og er omgivet af natur og dyrker sin have. Hun påvirkes af naturens omskiftelighed - af virvaret, mangfoldighed - af mønstrene alle vegne. Lag-på-lag af grene, blade, blomster – vækst. Når hun maler, blandes disse indtryk af den ydre verden med hendes eget indre univers af eksistentielle spørgsmål.  Billederne åbner for stemninger, for øjeblikkets intensitet og skrøbelighed, for fornemmelsen af at alt i et nu kan forvandles og blive til noget andet. Alison prøver at indfange det universelle i det sitrende liv omkring os - i serier som f.eks. ”Dreamtime beyond time”.

    Hun arbejder med akryl, tegning og tryk – ofte blandes disse teknikker, hun maler lag på lag, ridser, og trykker ovenpå lagene med forskellige redskaber; det kan være blade eller mønster skåret i linoleum eller stempler hun selv skærer ud. Alison er født i England og opvokset i Hong Kong og orientens ornamentik har nok også sat sit præg på mine værker.

    • Katja Bjergby (vinter/forår 2017)

    Artist statement Katja Bjergby: "Jeg elsker farver og naturen. Jeg bliver aldrig træt af at beundre og studere alle de vidunderlige strukturer og former, som den præsenterer os for. Det er alt lige fra mikroorganismer, koraller, insekter og blomster, som jeg er fascineret af. Det er som om mit hjerte hopper af glæde, når jeg kigger på en speciel smuk farve eller facon og så kribler det bare i mig, for at gå i gang med at skabe selv. Mine malerier og skulpturer som forestiller fabeldyr eller figurer er inspireret af skyerne på himlen. Hvis jeg ser en sjov sky på min vej, så tegner eller fotograferer jeg den. Når jeg kommer tilbage til mit værksted, så vælger jeg altid at arbejde med den sky, som får mig til at grine mest. Det vigtigste for mig i mit virke som kunstner er at bruge min fantasi og følge min lyst. At turde følge alle de impulser, som opstår undervejs i min arbejdsproces. Ikke at være bange for at fejle eller gøre noget forkert. For mig er der uendelig meget ny inspiration og glæde i at afprøve nye teknikker og gå nye veje.”

     

  • Udstillinger i 2016

    • Mogens Pøhlsgaard (vinter 2016/17)

    Efter flere store udstillinger rundt omkring i landet, vælger han nu at vise de seneste værker frem i ”sin egen” by. Mogens Pøhlsgaard (Født i Skanderborg i 1947) er autodidakt billedkunstner. Han havde sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling 1980.

    I sin meget personlige og ekspressionistiske stil, arbejder Pøhlsgaard med det symbolske udtryk. Han søger ind i sit eget subjektive univers, og henter billedudtryk hvor fantasi, farver og symboler spiller sammen, og skaber sin egen historie. En slags ukendte myter som foregår i et tidløst følelsesrum. Ekspressionistiske og fortællende ridser og tegn skal skabe det billedudtryk, som skal tilvejebringe beskuerens egen opfattelse af maleriets muligheder.
    Lag-på-lag, vådt i vådt med tyktflydende maling skaber Pøhlsgaard sine pastose malerier. Han arbejder meget længe på hvert enkelt værk, som ofte bliver malet om igen og igen. Udover pastost maleri, arbejder han også med blandform malerier og skulpturer.

    Pøhlsgaard er ikke bare aktiv på den danske kunstscene. Hans værker optræder også på internationale udstillinger i Norden og rundt omkring i Europa. I dag arbejder fra sit atelier i Hellerup.

    • Søren Thim Nordbo (efterår 2016)

    Krøllede trævæsner af Søren Thim Nordbo.

     

    • Roskilde Kommunes depotkunst (sommer 2016)

    Hvis du spotter et billede, som du godt kunne tænke dig at låne til dit kontor, skal du blot udfylde en linje i  formularen, som sidder i kassen i Foyeren ved bord og stole, hvor der er gulvtæppe. Du skal blot huske at sætte nummeret på billedet, som du gerne vil låne. De ligger sammen med formularen. Efter udstillingen vil du blive kontaktet af et medlem af kunstforeningen.

    • Johanne Ernst (vinter 2015/2016)

    "Inspiration: Livet er kompliceret og består af mange lag. Vi ser én ting og forestiller os noget andet – at se – er individuelt. At vise virkeligheden på en ny måde kan sætte spørgsmål ved dens rigtighed og ved at ophæve virkeligheden visuelt kan det skabe nye synsvinkler.

    At lave billeder er at pege på uopdagede ting – at skabe et nyt fokus. At lave kunst er at ændre. At ændre er en kunst.

    Med udgangspunkt i min uddannelse og gennem mange års virke som scenograf, har jeg valgt selv at skabe – udenfor teatrets mure – mine egne verdener og fiktive rum. Jeg arbejder med kontrasten mellem naturen og det menneskeskabte og menneskenes efterladenskaber. Tidens tand er meget fascinerende, for det minder os om livets gang.

    Jeg arbejder samtidig også med at bryde fotografiets tradition, som et dokumentarisk medie. Jeg maler med virkeligheden i stedet for blot at vise den, for fotografiet kan sagtens fortælle eventyr, visioner og vise følelser, selvom grundelementerne udspringer fra hverdagen og det, der er tæt på os, som vi ellers ikke har øje for.

    Ved at sammensætte foto i flere lag og med fokus på samspillet mellem lys og mørke forsøger jeg herved at opnå en ny og anderledes virkelighed. Disse lag indeholder samtidigt både flere tider, landskaber eller ting tæt på, som kan fortælle os om livets processer, dets gentagelser og afslutning." / Josephine Ernst.

  • Udstillinger i 2015

    • Inga Vekslund (vinter 2015/16)

    "Mine billeder er inspireret af naturen, landskabet, skovene med al deres mangfoldighed og dyreliv. Naturen er mystisk, eventyragtig og smuk. I forbindelse med naturkatastrofer eller menneskets indgriben kan den være voldsom, uhyggelig, men samtidig dualistisk med både liv og død. Naturen er virkelig, men samtidig fri at fortolke. Således er det også frit for beskueren af mine billeder at fokusere på netop de detaljer, der virker interessante, som taler til en, siger en noget. Naturen, og måske specielt træer giver ro og mulighed for fordybelse, de hjælper med til at genskabe glæde hos udmattede og stressede mennesker. Der er rum og mangfoldighed. Træer har rødder og ikke fødder."

    • Mia Willaume (efterår 2015)

    Mia arbejder i en kombination af maleri og collage. I en kombination af abstraktioner og figurative elementer. I en kombination af nye, gamle og mere eller mindre tilfældige materialer. Hun benytter sig i stor grad af den spontant opståede idé, den pludselige indskydelse og den umiddelbare leg i samspil med stramme regler for, hvordan hun skal gribe et billede an.

    ”Jeg konstruerer et dogme, fordi det er vigtigt at jeg vælger et afsæt og en måde inden jeg går i gang med et billede. Jeg er vild med restprodukter. Derfor kan jeg starte et billede med afsæt i de opfejede papirrester fra igår. Et fraklip kan for eksempel ofte være meget mere interessant i sin form end selve udklippet. Et restprodukt fortæller os om noget, som ikke er mere. Det fortæller os om et fravær, en aktivitet eller en handling, der har været til stede engang. Et stykke usynligt historie.

    Jeg arbejder positivt og negativt, lægger til og trækker fra og altid på flere billeder ad gangen. Jeg bevæger mig igennem billedet i en konstant vekslen af opbygning og nedbrydning. Jeg arbejder i mange lag. Det gør jeg for at bygge billedets krop op, men i lige så høj grad for at lære det at kende. Det giver mig følelsen af at være tættere på og i dialog med det. Det er vigtigt for min proces at komme ind i et fysisk og grænseløst flow, hvor ”intet er helligt”.

    Det er ikke den ene farve, den ene form eller det ene billede, der er interessant men koblingen imellem dem; uligheden, sammenhængen, relationen, overgangen, forskelligheden, afstanden, frastødningen og det imellem.

    Det handler om at stå sammen, alene, overfor, under og ved siden af. Om at være dig, mig, dem og os. Det handler om før, efter og lige nu. Om at være på vej… Et billede skal i sidste ende stille et nyt spørgsmål, frem for at give et svar.” / Mia Willaume, juli 2015

    • Niels Valentin (sommer 2015)

    Billedkunstner Niels Valentin udstillede malerier af havet.

    "Når jeg går på stranden, ser jeg den samme koreografi overalt. Mennesker, der går så tæt på vandet som muligt. Inklusiv mig selv. Vi kan næsten ikke komme tæt nok på det udgangspunkt, der er ens for os alle: Havet. Ved havet er det som om den åbne horisont gør hjernen arbejdsløs og tillader vores hoved at falde på plads for en stund. Vi kan mærke forskellen og en forløsning for hverdagens travlhed. Der opstår et lille sted, et lille rum, hvor der er plads til os selv og vi kan trække vejret frit.

    I mine malerier forsøger jeg at genopdage de stier og steder, af hvilke vi kan søge ind og tilbage og måske opsøge udgangspunktet. I mine værker søger jeg ikke en registrering af bestemte geografiske steder, men genkendelige momenter, som kan give beskueren en følelsesmæssig resonans. Ofte er det sådan, at erkendelserne ligger i refleksionen og ikke i den konkrete oplevelse af naturen. Den naturalistiske malestil lader ingen i tvivl om, hvad motivet er. Den skærer til benet og bringer beskueren i umiddelbar kontakt med værket og dermed med intentionen. Nemlig dén, hvor hovedet pludselig rammer kroppen og giver noget en genkendelighed. En vej tilbage via savnet. En vej ind. Ikke i billedet, men i os selv. I vore indre rum." / Niels Valentin

    • Rie Skovgaard (jan - feb 2015)

    Rie Skovgaard udstiller sine billeder i foyen på rådhuset indtil 21. februar. Roskilde Kommunes Kunstforening er vært ved arrangementet. Læs mere: http://www.rieskovgaard.dk/

  • Udstillinger i 2014

    • Gunilla Stine Rasmussen (efterår 2014)

    Gunilla Stine Rasmussen viser store fotocolla­ger og præsenterer samtidigt brudstykker fra en række første samtaler mellem mennesker. På den måde fletter udstillingen Gunillas værker sammen - som byplanarkitekt, selvlært billed­kunstner og aktiv medborger i projekt ’Walk on the Wild Side’. Collagerne danner uvirkelige og sanselige billeder af landska­ber og byer, og brudstykkerne tegner et på en gang stærkt og sårbart fælles-portræt af 8 beboere syd for banen, der alle har behov for at udtrykke sig, være del af et fællesskab, føle sig hjemme, påvirke sine omgivelser og forfølge sine drømme.

    Såvel fotocollager som samtale-brudstykker sætter billeder på samspillet mellem mennesket og den omgivende verden. Col­lagerne aflæses ved første øjekast som ét billede, men ved nærmere eftersyn opløser motivet sig, og nye lag træder frem. Brudstykkerne fra samtalerne viser forskellige nuancer hos by­delens beboere, men lagt sammen tegner de et mangfoldigt billede af det, vi har til fælles.

    • Maria Munk Klarup (sensommer 2014)

    Kunstneren fortæller selv om udstillingen: "På udstillingen er der malerier, grafik og keramik. Malerierne er akryl- og oliebilleder, oftest en blanding. Der er en serie billeder som er "startet op" en sommer ved Vadehavet og som viser de spor som fuglene efterlod når de gik og løb i sandet ved lavvande. Mine tanker i arbejdsprocessen handlede om de spor vi alle sætter / efterlader når vi bevæger os gennem livet. Dette har en tæt sammenhæng med billedserien "Atlas", som ligeledes omhandler vores vandring gennem livet, alene eller sammen med andre, fokuspunkter, noget som afsluttes, nyt som begynder mv. Et gult billede er meget inspireret af natur, men med "krøller" symboliserede vores snak - og snørklerne i livet. I billederne er der altid flere niveauer, noget er skjult, andet synligt ....

    Det samme er gældende for grafikken. Der er flere tryk i hvert tryk og særligt den større serie "usagte ord" som omhandler massakren i Norge har været vigtig for mig. De tomme og væltede stole symbolisere alt det som blev ødelagt, alle de ord / liv som ikke fik lov at være - tomrummet.

    I keramikken har det for mig handler meget om at arbejde med strukturere og overflader. At skabe noget som jeg synes er smukt men som også giver mening. Jeg har en del unika krukker med. Det meste er stentøj brændt i el-ovn, men der er også krukker som er raku brændt; almindeligt raku og nøgenraku. Herudover er der også en serie mindre "skåle" som er pit-brændte og hvor man kan se ildens strejf og kærtegn aftegnet på dem."

    • Sif Meinche har rettet kameraet mod Roskilde

    Fotograf Sif Meincke skildrer  livet i vores kommune. Baggrunden er, at en fotografs personlige tolkning kan bidrage til at fremstille kommunen som et sted med liv, engagement og kulturelle værdier. Opgaven var omfattende: Sif skulle give et billede af arbejde, uddannelse, kultur og fritid. Og hun skulle dække kommunen fra nord til syd. Billederne skal blandt andet bruges på kommunens hjemmesider og i forskellige publikationer.

    Sif Meincke er kendt for sine anderledes portrætter af  mennesker. Hun har skildret en lang række politikere, kunstnere og andre offentlige personer. Hun har udgivet ”Stjernestøv – en portrætbog”, ”2720 – en hyldest til Vanløse” og har senest taget billeder til Mellemfolkelig Samvirkes kalender for 2013, ”12 fantastiske foto-fortællinger”. Her har 12 danske kunstnere bidraget med ord og inspiration til kalenderens fotografier. 

    Se flere fotos på www.sifmeincke.dk

    • Depotkunst

    Kommunen ejer en mængde billeder, som til dagligt enten hænger rundt omkring i kontorer, gange, mødelokaler og på forskellige institutioner, eller er opbevaret i et depot på Rådhuset. Kunstforeningen administrerer kommunens kunstsamling, hvilket vil sige, at vi holder styr på hvem, der låner værker til deres kontorer. De sidste 2 år har RKK journaliseret, vedligeholdt og forynget samlingen ved nyindkøb.

Senest opdateret

01.10.2018